Mig og min historie
 
Jeg hedder Rikke Helbo og bor i Solbjerg syd for Århus sammen med min familie og vores hund. Jeg nyder at løbe eller gå lange ture i skoven eller ved vandet – her kobler jeg helt fra. Jeg har en daglig meditationspraksis og dyrker også yoga.

Jeg brænder for at hjælpe andre mennesker og ved af erfaring, at når mennesker bliver mødt af ”ligesindede” så sker der en sammenhørighed og åbenhed. Dette har givet mig motivationen og lysten til at åbne min egen private rådgivning.

Jeg har i 8 år arbejdet som frivillig hos LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade), hvor jeg har siddet i den åbne rådgivning, været støtte/kontaktperson (telefonisk) samt holdt foredrag om min personlige historie. Hos LMS har jeg været på flere kurser i bl.a. psykiske lidelser og samtaleteknikker.


Jeg er også uddannet mindfulness instruktør.

”Jeg tror på, at alle mennesker har en værdi. Jeg tror på, at erfaring og det levede liv betyder noget i forhold til at gøre en forskel”.

”Jeg tror på, at man når længst med at møde alt og alle med åbenhed, nysgerrighed, tillid, empati, accept og ikke bedømmende”

Jeg har selv mærket livet, hvor det kan gøre rigtig ondt – og hvor man umiddelbart ikke kan se lyset for enden af tunnelen.
 
Som ung blev jeg ”fanget i spiseforstyrrelsens kvælende hånd”. Jeg udviklede anoreksi med udrensning i form af en enorm kontrol over min mad samt et overforbrug af afføringspiller.

”Spiseforstyrrelsen blev for mig en redningsvest jeg tog på, da livet blev for svært”.

Jeg havde inden for en årrække oplevet nogle voldsomme følelsesmæssige situationer, der havde sat sig til et vedvarende sår i sjælen. Kombineret med manglende selvværd - som jeg nok altid havde lidt af - set ud fra min store perfektionisme, som jeg havde gået ”hånd i hånd” med siden barndommen - var jeg fanget i en følelse af smerte, som blev så ubærlig, at jeg til sidst ikke kunne håndtere den, og det blev umuligt for mig, at få kontrol over mine følelser, og så startede nedturen.

Jeg var ulykkelig, og jeg havde brug for at få alle de frustrationer ud, som gav mig så ubehagelig en følelse i kroppen - en krop jeg ikke længere ønskede at være i.

”Den dag i dag er der stadig situationer, som jeg har fortrængt og slet ikke husker, fordi den ene dag bare tog den anden og var fyldt med smerte”.

Det var under en indlæggelse, at en sygeplejerske fik mig til at indse, at jeg havde brug for hjælp – at jeg var rigtigt alvorlig syg.

”Hun gør det klart for mig, at det jeg er i gang med at gøre ved min krop er så farligt, og hvis ikke jeg indser, at jeg har et problem, så kan jeg dø af det”.

Det blev en lang sej kamp at kæmpe imod spiseforstyrrelsen, og dens kræfter var til tider større end mine. Men med egen vilje, Spiserøret (nuværende Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade), min læges hjælp og selvfølgelig min familie og nære venner, så kom jeg også over på den anden side.

Og så har jeg sagt farvel til min ”bedste” ven og ”værste” fjende – nemlig badevægten, som er smidt ud, og jeg er i stedet for tilfreds med det, jeg ser i spejlet.

”De sår jeg længe har haft i sjælen, er nu ændret til ar. At hele betyder ikke, at skaden aldrig har eksisteret. Det betyder, at skaderne ikke længere styrer mit liv”.

Men livets hårde side var ikke færdig med at ”teste” mig. En snigende stress ramte mig med sådan et brag, at jeg måtte sygemeldes. ”Elastikken” sprang pludselig, da Jeg sad i bilen og kørte ned ad vejen til min arbejdsplads. Jeg var blevet fanget i en slags tunnelsyn, men det var jeg ikke ”klar” over – jeg havde ignoreret min krops signaler.

Min fod kunne pludselig ikke holde koblingen, så meget rystede mine ben, mine hænder satte efter, halsen snørede sig sammen, hjertet hamrede derud af og gråden prikkede helt ned i maven. Jeg kunne ikke huske, hvad der var sket fra jeg stod op, til det skete – havde jeg gået med hunden, havde jeg spist morgenmad, jeg kunne ikke huske køreturen ud til min arbejdsplads – var jeg mon kørt overfor rødt?. Og da jeg kom ind på kontoret og så min computer, brød jeg sammen.

Jeg blev sygemeldt. Første fase er fornægtelse – jeg skal bare lige have et par dage, men sådan fungerer det ikke, og det måtte jeg til sidst også sande. Min hjerne ”brændte” sammen og min krop sagde fra - og det kom til udtryk med stærke fysiske symptomer samt en nedbrudt psyke. Jeg var dybt chokeret, for så syg syntes jeg ikke jeg var. Men 14 dages sygemelding blev forlænget med yderligere 14 dage, så til to måneder og så to måneder mere. Hele forløbet kom til at strække sig over næsten et år, indtil jeg var på fuld tid igen.
 
Jeg startede hos en psykolog og sideløbende gik jeg i terapi hos en integrativ terapeut. Dette hjalp mig med at forstå min stress.
 
Jeg tog et 8 ugers individuelt mindfulness forløb. Dette forløb endte med at få en kæmpe betydning - både personligt og i forhold til at komme ud af stressen.

Mindfulness er blevet en stor en del af mit liv og meditation er blevet en daglig praksis. Derfor har jeg efterfølgende taget uddannelsen som mindfulness instruktør.

”Et af de bedste værktøjer, jeg har fundet på vejen er meditation. Det giver mig mulighed for at skabe ro i hovedet og få tankerne til at falde på plads, når mylderet melder sig, og det sker stadig ind imellem”.

Den dag i dag fortryder jeg inderligt, at jeg ikke lyttede til min krop noget før. Jeg kæmper stadig med fysiske symptomer og har fået følgesygdom.

”Jeg fik et chok, men jeg fik også en ny chance”

Undervejs i denne proces har jeg lært så meget om mig selv og mine egne grænser. Stressen har på en måde gjort mig stærkere. Jeg har lært at mærke efter, og jeg kender nu mit stressmønster inklusiv dens symptomer - og ikke mindst, så reagerer jeg på disse stresssymptomer i tide.

”Jeg ved nu, at det IKKE er egoisme at sætte sig selv først – det er selvkærlighed”.

Jeg har fundet min indre ro og fået balance i mit liv. Denne indre ro og balance vil jeg gerne hjælpe andre med at finde.

Læs mere om mig under spiseforstyrrelser og stress.